Brunkul
Artikel i "Fritidsliv" af Robert Kværnø   

I tertiærtiden for 10-25 mill. år siden var der subtropisk klima i “Danmark”. Mississippis delta er ofte brugt som sammenligning. Masser af træer væltede i tidens løb og blev dækket af vand, som forhindrede forrådnelse, og siden af sandlag  -  havene flyttede sig i årmillionerne -  og træerne blev til tørv og senere til brunkul.

I “vor tid” kom der istider, hvor alle spor af brunkul blev effektivt fjernet i Østdanmark og vestpå dækket af moræne fra næstsidste og hedesletter fra sidste istid. Så kom der skove og mennesker, hvis navngivning vidner om skoven. Her i Hammerum herred har vi flere navne med -skov end i noget andet dansk herred, eksempler Voulund, Fasterholt og Kideris.

Befolkningseksplosionen i vikingetiden gav skovrydning for alvor, som efterhånden gav vidtstrakte heder i Jylland, og befolkningseksplosionen i 1800-tallet satte gang i hedeopdyrkningen, så vi endte med vore dages landbrugs- og plantageområder.  

Men under det hele lå brunkullene. Nogle steder ganske tæt ved overfladen. Man gravede enkelte steder allerede under 1. verdenskrig, men det eksploderede 1940-45. Der var mere brændværdi i brunkul end i de tørv, som mennesker altid har brugt. Stenkul udefra var en mangelvare.  

Når Herning afdeling planlægger vandreture, finder vi på kortene disse masser af gamle brunkulslejer som områder med mange små søer. Hvis du på kortet over Jylland tegner vandrette streger langs nord- og sydspids af Ringkøbing fjord, vil disse to streger samt hovedvej 11 og 13 fange stort set alle brunkulslejer. De fleste er ganske små, det største (Søby SØ for Herning) godt 10 kvadratkilometer. Her fortsatte udvindingen helt til 1971, fordi nogle af vore elværker brugte brunkul, til olien blev billig.  

Især det store Søby-område gav under krigen arbejde til mange mennesker. De kom fra hele landet, der var flere tusinde i gang, da der var flest. DSB lagde et sidespor ud i området, og Fasterholt var Danmarks største jernbanestation, målt i godsmængde.  

Den store tilstrømning af mennesker og de mange penge i omløb gav et specielt folkeliv, som der berettes meget om. Man holdt selv justits, så der var ingen kriminalitet. Nok blev der “spillet på sekseren” (et meget primitivt hasardspil), og der går mange historier om, hvordan man narrede betjent Kirketerp fra Herning, når han var på razzia. Men når Kirketerp var den snedige, kunne han ene mand konfiskere omsætningen fra 20 spillefugle. Ingen rørte en finger mod ham. Og da tyskerne 19. sept. 1944 tog politiet, hvad gjorde så Kirketerp? Jo, han dukkede pludselig op i Søby med en skovl og arbejdede der resten af besættelsen.  

Mange arbejdere fik efterhånden kone og børn derud. De boede i sære skure, i gamle rutebiler og jernbanevogne under tilsyneladende forfærdelige forhold. Men livet var frit, og der var et menneskeligt sammenhold under og lige efter krigen, som vi i dag har svært ved at forstå. I 1980’erne begyndte nogle af de gamle at mødes igen en lørdag om sommeren. Det blev en succes, de kom med børn og børnebørn, og det har udviklet sig til en folkefest, som drives af tredje generation, som er født længe efter. Allerede i 60’erne var de mange flyttet væk, fordi maskinerne havde overtaget arbejdet i den stordrift, som elværkerne havde sat i gang.  

Man graver brunkul ved at fjerne først landbrugsjorden og istidens sand, så sandlag fra tertiærtiden. Hvis man er heldig, skal man kun fjerne et tyndt lag sand for at komme i et tykt lag brunkul. Hvis man er uheldig, så modsat. Store formuer blev skabt og mange penge tabt. De første år foregik arbejdet med skovl og trillebør, senere kom transportører og gravemaskiner til. I en lang stribe blev sandet gravet op, tit mange meter ned, så grundvandet skulle fjernes med kafttige pumper, før man kunne få fat i kullene. Bagefter ligger så søer og høje, lange sandbjerge, de såkaldte tipper. Det nøgne sand skrider ned i søerne, regn og blæst hjælper til. Et forladt brunkulsleje er et ørkenlandskab.    

 Der skabes miljøproblemer, fordi brunkullene ligesom olie har bundet svovl i millioner af år. Det gav sur røg i byerne ved forbrændingen, og ude i lejerne afdækkedes ved brydningen store mængder af mineralet Pyrit, som består af jern og svovl. Luftens ilt og regnvand spaltede det i okker og svovlsyre, så søerne herude er sure og livløse, ingenting vil gro i sandbjergene, og afløbene fører masser af okker med sig. Fisk kan ikke leve med en surhedsgrad mellem 2 og 3, og meget få planter kan gro. Et forladt brunkulsleje bliver ved med at være et ørkenlandskab.  

Men ikke altid. Naturens regn fortsætter med at fortynde forgiftningen, som naturen altid har fortyndet menneskenes forurening. I de mindre lejer indvandrer planter, fisk og efterhånden svaner i søerne, mens pH-værdien stiger, og græs, bjergfyr og birk beklæder tipperne. I de store lejer har menneskene hjulpet til med kalk, mange steder også med systematisk træplantning, og jægere har sørget for beplantning som foder for vildtet.  

Derfor ser vi på vandreturene mange former for naturoplevelser i de gamle lejer. De små er nogle steder groet helt til og næsten utilgængelige, andre steder plejet med små og større stier af hensyn til jagt eller offentligheden. Der findes faktisk en turistbrochure med tekst på også tysk og engelsk om nogle af de mere friserede. Og i de store er der stadig store nøgne flader, wadier og regnkløfter, hvor mennesker kan gemme sig, og formationer, hvor kameraet fra den rigtige vinkel kan fange motiver med nøgne fjelde. Men år for år bliver det sværere, for bjergfyrren kravler ind overalt, og den bliver større. Naturen forandrer sig altid.

Til toppen af siden