6 mil fra Ringkøbing

Milesten                            

Artikel i "Fritidsliv" af Robert Kværnø -  tidl. formand for Herning afdelingen 

For et par år siden var jeg på gennemgangstur i Klosterheden Plantage sammen med Karen fra Viborg. Vi fik skruet en god tur sammen og opdagede undervejs, at der på folderen var omtalt en milesten, og at den også var afsat på såvel 4 cm som 2 cm-kortet. Vi fandt den med besvær, en lille granitsten på 30 cm med to små huller i, ingen forklaring. Det varede lidt, før det dukkede op af hukommelsen: en Rømer-milesten. Så studerede vi kortet igen, og der var afsat seks ialt på den snorlige vej gennem Klosterheden, pænt med afstand 1,9 km. Vi fandt de fem med god hjælp af bilens triptæller.

Ole Rømer (1644-1710) er en af Danmarks største naturvidenskabsmænd, nogle mener den allerstørste. Hans videnskabelige løbebane som astronom blev skabt i Paris, hvor han blev medlem af akademiet og af Solkongen blev udnævnt til matematiklærer for kronprinsen. Han blev verdensberømt på opdagelsen af “Lysets tøven”: en af Jupiters inderste måner er så tæt på, at den ved hvert omløb kommer ind i skyggen, dvs. der er måneformørkelse. Herved er opdaget et “Universets urværk”, idet månen helt regelmæssigt kommer ud af skyggen og igen kan ses. Rømer opdagede, at urværket gik forkert, for når Jupiter var længst væk fra Jorden, kom månen frem ca. et kvarter senere, end når Jupiter var nærmest Jorden. Forklaring: lyset bruger tid på sin rejse gennem rummet. Den tanke havde ingen haft før Rømer. Han beregnede endda hastigheden, som med den tids teknik var forbløffende præcis.

På et tidspunkt kaldte den enevældige konge den berømte mand hjem til København, hvor han i 30 år var professor i astronomi. Hans optegnelser gik tabt ved Københavns brand i 1728, dog er der de seneste år fundet en række hidtil ukendte ting fra Rømers hånd. Han opfandt forskellige apparater og forbedrede andre  og viste sig som en stor teknisk begavelse. Derfor fik han mange helt anderledes og ofte store opgaver, som efterhånden tog så meget af hans tid, at han beklagede sig over ikke at have tid til astronomien. Det var også meget forskelligartet:

I 1680’erne havde han ansvaret for udarbejdelsen af den nye matrikel over Danmarks jord. I 1694 blev han assesor i Højesteret. I 1705 blev han politimester og borgmester i København, fandt på gadebelysning og ordnede de kommunale væsener. Han stod for overgangen til den gregorianske kalender (der gør, at vi mangler 13 dage af året 1700). Måske af størst betydning for Danmarks udvikling til et moderne land var indførelsen i 1698 af ens mål og vægt for hele landet. En tønde korn var dengang af forskellig størrelse i Vendsyssel og i Himmerland, en alen af forskellig længde i Helsingør og Slagelse, osv. osv. I enevældens første år blev udgivet en hel bog med alle mulige omregningsforhold, så købmænd overhovedet var i stand til at handle over hele landet, så Rømers reform blev en revolution, skønt stilfærdig.

1691-97 forestod Rømer en opmåling af “Alle Store Weye” overalt i kongeriget. Det skulle være grundlag for, at amtmændene kunne opfylde en forordning fra 1690 om opstilling af milepæle, der nu skulle være sten, granit, som man har overalt i landet. Med udgangspunkt i de større byer skulle stå en sten for hver mil med indhugget tal. Desuden skulle indimellem stilles en sten for hver fjerdingvej, altså ¼ mil = 3000 alen, som for os er knap 1,9 km. Disse fjerdingvej-sten skulle ikke bære tal, men et, to eller tre fingertykke og -dybe huller. Alle stenene skulle opstilles på en lille høj i højre vejside. Nogle sten står endnu, de fleste i Ringkjøbing amt.  

   

De 4 forskellige sten fra Hjerl Hede - Klik her for at se forstørrelse

Da Rømers folk var færdige med at køre rundt med den lille “milevogn”, skulle amtmændene nemlig sørge for resten, og det skete ikke alle steder. I Ringkjøbing amt gik der faktisk hundrede år. Da kom en nyudnævnt amtmand alvorligt til skade på sin tiltrædelsesrejse, og selvom det måske ikke var derfor, blev der nu gjort noget ved vejene. Mærkerne fra Rømers opmåling var selvfølgelig væk for længst, så der blev foretaget en ny med udgangspunkt “uden for Amtmandens Port straks Norden for Ringkjøbing Byport”. I årene 1786-90  blev der så opsat 217 milesten og 12 trekantede vejvisere (de er dobbelt så høje som de andre) i Ringkjøbing amt. Regningen fra stenhuggeren er nemlig blevet fundet i Landsarkivet i Viborg.

Amtets milesten er altså stillet op senere end andre steder, og så kom der bare tre år senere en ny vejlov, der påbød, at nu skulle de gamle Rømer-milesten udskiftes med nye, lavet af norsk marmor, hvor kongens monogram skulle være indhugget. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor en sådan ordre er blevet arkiveret, nu man endelig havde fået sine nye milesten stillet op. Der er altid kommet sære ting fra København.  

Vi har ca. 60 milesten bevaret i amtet, de fleste  -  men ikke alle  -  på deres originale plads. Mange steder er nemlig fjerdingvej-stenene med deres mærkværdige fordybninger blevet flyttet til en indkørsel eller ind i en have  -  de er endda blevet omtalt som forstenede trolde med 1, 2 eller 3 øjne! De sære huller har sikkert gjort deres til, at ikke alle sten er blevet slået til skærver. Enkelte er kommet på musæum, der står også et helt sæt på Hjerl Hede.  

Klik her for at se forstørrelse

I dag er de gamle sten fredet, men tidligere kunne de nemt forsvinde, når vejen blev udvidet, og det er jo sket nogle gange i de 200 år. Størst chance for overlevelse var der, når der blev anlagt en ny vej et andet sted, så den tidligere hovedvej sank ned til at have status som bivej. Så kan der være bevaret en hel stribe af Rømer-milesten. Det gælder Ørbækvej gennem skydeterrænnet i Borris, der engang indgik i vejen fra Ringkøbing over Skjern til Kolding. Her kan man finde 5 milesten. Vejen gennem Klosterheden var engang hovedvejen mellem Holstebro og Lemvig, der nu går et helt andet sted. For 100 år siden fik vejen fra Holstebro til Skive et helt andet forløb, og den gamle er nu en smal bivej. Der har stået 12 milesten, de 9 er bevaret. Ringkjøbing amt udgav for mange år siden en lille folder herom med den smukke titel “Fra Skave til Skive”.  

Klik her for at se forstørrelse

Vort amt er ret stolt af at have så mange af de små sten og gør meget for at bevare dem. Ude mellem Holstebro og Vemb står en sten med to huller, som i mange år havde stået i en have i Holstebro. Ejeren havde selv hentet den fra dens oprindelige plads. Da han døde, henvendte amtet sig til den nye ejer og spurgte, om han ikke ville afgive stenen til placering, hvor den hørte hjemme. Det ville han godt.

Et andet eksempel: i mange år har Holstebro musæum opbevaret en af vejviserstenene fra 1786-90. Den havde stået vest for byen, hvor vejen til Ringkøbing og vejen til Lemvig delte sig. Stenen bærer på venstre side indskriften “Ringkiøbing” og på højre “Lemvig et Ottesund”. Af en eller anden grund har stenhuggeren brugt det latinske “et” i stedet for det danske “og”, som han har brugt andre steder. Denne sten har amtet nu anbragt i den moderne vejgaffel, skønt ingen bilister vil tænke over den lille sten  -  vi er vant til at se større afmærkninger. Det er heller ikke nemt at komme til at parkere, hvis man ved, hvad man kan se, og vil læse teksten! Og det er jo en skam. På en anden sten står “Harsens”, så her må stenhuggeren have tabt et “a” (for bolle-å-et eksisterede ikke dengang).

Engang, da jeg ledte efter nogle sten, talte jeg med en moderne Jens Vejmand, som fortalte, at dem kendte han godt. “Dem med de små huller!” sagde han. Der var to, den ene stod nogle meter fra vejen, hvor den gamle vej måtte have gået for mange år siden, jeg skulle bare køre sådan og sådan. Jeg fandt dem, og ved hjælp af triptælleren på 1,9 km fandt jeg de andre også. Stenen, der angav 6 mil fra Ringkøbing, står på sin plads. Den er lidt større, men har ingen huller, bærer kun et almindeligt 6-tal, så den har vejmanden aldrig tænkt over. I 1907 gik man over til at afmærke vejene med kilometersten, og indimellem satte man små granitsten med 2,4,6 og 8, så en sten med et næsten ulæseligt 6-tal kan tænkes at angive 600 meter. Men når man ude vest for Snejbjerg på en tilgroet græsvej, der er sidste rest af den gamle hovedvej fra Horsens til Holstebro, finder en sten med et 5-tal, så er der kun én fortolkning: 5 mil fra Holstebro (den står i sydsiden af vejen).

Det er altså muligt at overse de små sten. Eneste sted, hvor de er afsat på kortet af Kort- og Matrikelstyrelsen, er i Klosterheden. Man kan gætte på forklaringen: Det store jordareal deroppe blev erhvervet af staten i 1870’erne, og samtidig foregik den første store (præcise) kortlægning af Danmark med målebordsblade og atlasblade. Derfor har man måske gjort lidt ekstra ud af kortlægningen af det nye statsareal. Men de andre milesten er altså ikke på kortene. Så hvis man ikke ved noget, kan man gå forbi. Det skete faktisk for en flok DVL’ere for et par år siden på en tur rundt om Kilen. En af deltagerne undrer sig stadig over, at det kunne lade sig gøre, for det var 2 fjerdingvej, der blev angivet, altså med to huller. Det vil aldrig ske igen. Nu fører turlederne gerne flokken en omvej for at vise en Rømer-milesten frem!

For resten: de 3 meter høje marmorsten med kongekrone og monogram, som blev påbudt med loven af 1793, hvad med dem? Jo, de blev kun rejst i Østdanmark, og dem er der ikke mange tilbage af. Det viste sig nemlig, at den norske marmor ikke kunne tåle det fugtige danske klima med så megen frost og tø, så de er for længst forvitret af frostsprængninger. Men granitten i Jylland  -  den forgår aldrig!  

På Borris skydeterræn kan man fantasere om vej for længe siden.

Til toppen af siden